konsultationen

Men hjemme på Overgaden nr. 2, indrettede vi os. Det var april 1962,
Frederiksen havde glædet sig til at vi skulle komme. Han havde vagt 24 timer i døgnet,
stress og jag havde været på nippet til at vælte ham.
Nu havde han vidt og bredt udbredt rygtet om denne fantastisk dygtige unge læge, der
skulle komme til byen - (et image, som det i øvrigt tog mig såvel nogen tid, som nogle
fiaskoer at få visket ud).
Vi fik at vide, hvem der var ”Thomsenister” og hvem, der hørte hjemme i folden og
hos hvem man trygt kunne (og skulle!) handle.
Jeg skulle med rundt for at præsenteres - i hvert fald på tre vigtige bastioner: Hos
”Bejste” (Vognmand Lauritsens) i Smidstrup, hos Blikkenslagermester Jensen og hos
vognmand Charles Jensen, Brejning.
I Frederiksens praksis hørte de rige gårdfolk og missionsfolkene hjemme. Thomsen
havde de fattige og afvigende eksistenser.
De første dage i konsultationen skulle jeg bare ”kigge på". Det vil sige allerede den
første dag havde Frederiksen ”sat en operation til”.
Det var helt givet noget, han havde glædet sig meget til. Det lød jo også af noget, men
det blev dog både første og sidste gang jeg oplevede det.
Det drejede sig om en dreng fra Vinding, der skulle have ordnet en Phimosis.
Frederiksen var skolelæge, og i kraft heraf havde han flere patienter i Vinding, enkelte
endog i Vejle.
Da jeg en dags tid eller to havde ”kigget på” i konsultationen, blev jeg træt af det, og da
jeg hører Frederiksen beklage i telefonen, at et akut sygebesøg måtte vente til efter
konsultationen, foreslår jeg, om ikke tiden var inde til at jeg træder i aktion.
Det var M. i Horsted, der blev min første patient og diagnosen var nyregrus.
Frederiksen var en populær læge, og skønt han havde berømmet min dygtighed, til det
for mig helt uigenkendelige, så ville mange patienter dog have ”ham selv”.
Min debut som prakticus har jeg ofte fortalt om til unge kolleger med samme
begyndernervøsitet, som jeg selv havde.
En god historie, og et billigt grin til følge, bør man ikke være så bange for.
Den første dag i konsultationen, stikker jeg ret beklemt hovedet ind i den summende
bisværm - i det lille og tætpakkede venteværelse - og siger: ”Vær så god, den næste. ”
Samtalerne forstummer. Næsten alle stirrer tavst på mig. Resten drejer hovedet bort.
Jeg kan mærke varmen stige mig til kinderne og jeg gentager: ”Vær så god, den næste".
jeg gentog det en tredje gang.
Endelig rejser en ung fyr sig.
Med begge hænder dybt begravet i bukselommerne, vender han sig grinende om mod
publikum: ”Jeg tror sku' jeg prøver ham”, hvorpå han sjokkede efter mig, - selv om han
ganske sikkert hellere ville have været inde hos ”ham selv”.
Min - næsten første patient - i konsultationen, var en lidt overfrisk sytten årig pige.

Den selvsikre måde hun kom brusende ind på, og den næsten københavnske dialekt,
hun betjente sig af, kontrasterede såvel mod hendes unge alder, som mod hendes
lokale herkomst.
Hun dominerede allerede både lokale og den spagfærdige begynderlæge, da hun
mageligt henslængt i patientstolen afleverer følgende, ret overrumplende, sætning: 'jeg kan ikke få udløsning”.
Jeg blev mundlam, fik ikke engang sagt ”Øh“. - Telefonen ringede - Det blev min
redning. Da jeg distræt vender tilbage fra telefonsamtalen, fyrer jeg mere eller mindre
ubevidst denne her af: ”Hvad var det nu, du ikke kunne få.?”
Jeg har i en årrække haft fornøjelsen at undervise Vejle Amts unge læger i
”Konsultationsprocessen” og ”Patientkontakten”. Men netop her gik processen i stå.
”Glem det”, sagde hun, og derved blev det.
Glemt det har jeg nu aldrig - hun heller ikke.
For nogle år siden mødte jeg hende atter.
Hun var på hjemegnen til moderens begravelse. Selv var hun nu blevet en ærværdig
bedstemor til syv børnebørn - (et eller andet sexologisk måtte hun jo i mellemtiden
selv have fundet ud af!). Jeg vovede at spørge, om hun huskede sin første konsultation
hos mig, for jeg glemte den aldrig. Hun forsikrede leende, at det gjorde hun bestemt
heller ikke.

Jeg har ofte været slem til at fyre fra hoften - fremsætte bemærkninger, der ikke har
været oppe ”at vende først”. Undertiden resulterer det i forbløffende positive
resultater, men undertiden er man altså mindre heldig. Mere herom senere.

Der var ingen tandlæge i Børkop. Dr. Sivertsen, såvel som efterfølgeren dr. Frederiksen
havde ord for at være ferme tandudtrækkere.
På Frederiksens første feriedag, kom der en tandpineplaget mand til døren; han ville
have en smertende tand trukket ud, også selv om jeg forklarede ham, at det havde jeg
bestemt ikke megen erfaring i. Men manden insisterede.
Jeg gav lokalanæstesi og rodede i bakken med ekstraktionsstænger, og fandt en tang,
der forekom rimelig anvendelig _ og beregnet for netop denne dårlige kindtand.
Lis, der hjalp mig i klinikken, siger pludselig: ”Han bliver så bleg”.
Nu ligger det sådan, at når man er farveblind, så lægger man ikke så megen vægt på
patienternes mere eller mindre tilfældige farveskift.
Mere overbevisende lød det, da patienten lidt efter ramlede ned af stolen og ramte
radiatoren med et brag. Liggende på gulvet, breder en mindre blodpøl sig fra en flænge
i patientens baghoved.
Jeg blev lidt træt af det hele og så på Lis med det her blik: ”Vi er nye i byen, vi kan stadig nå at stikke af med 4- toget".
”Sy ham sammen, mens han ikke mærker noget.”
Som sagt, så gjort.
Da manden kom til sig selv, virkede han ret fortumlet, hvilket man ret beset ikke kunne
fortænke ham i.
Tanden sad der stadigvæk, på hovedet en solid forbinding.
Nok var han desorienteret, men samtidig klar over, at tandudtræning nok ikke lige var
den nye doktors speciale.

Konsultationslokalerne lå i kælderen under Frederiksens privatbolig Kirkebakken 3.
Et lille venteværelse, et udmærket konsultationsværelse og et ret beskedent lokale, hvor
jeg startede min karriere som prakticus. Det var ganske pæne lokaler.
Parkeringsplads var der i indkørslen, og her kunne der holde seks biler. Det kunne
være besværligt for de, der var kommen først og derfor havde parkeret inderst, at
slippe ud igen.

                   

Efter endt konsultationsformiddag drak vi en kop Nescafe oppe i privaten. Senere
skiftedes vi til at lægge privaten til. Der blev telefoneret recepter ind, og den
vagthavende læge kørte sygebesøg. Om aftenen vaskede man instrumenter, ja sågar
blod og pusbelagte forbindinger - nye gazeruller kostede penge; nej, Frederiksen var
ikke ekstravagant; han ruttede ikke med midlerne.
Hver anden dag kunne man undertiden være færdig før middag, og jeg morede mig
nogle gange med at ringe til Hans Løstrup, eller til Per kl. 11-12 stykker, for at spørge
om den ene eller den anden ville med ud at fiske. Så lød det i røret, lettere forarget, at
det havde de sandelig ikke tid til.
Men praksis voksede og der kom travle dage. Der var gerne mange sygebesøg.
Det skal også siges, at man kørte til ”alt”. Man kørte ud til de ældre, for at tage
blodtryk, forny recepter og for at skifte forbindinger på skinnebenssår.
Man blev ofte inviteret på kaffe. Det var et fast ritual i visse hjem, og bordet var på
forhånd dækket med fin broderet kaffedug, hvorpå der stod nydelige krystalskåle med
alskens kager.
Det var naturligvis hyggeligt med så megen gæstfrihed, men det kunne også føles som
en tidsrøvende tvangsforanstaltning, når der ventede flere sygebesøg og patienten
startede med at sige: "ja, giv dig nu bare god tid, vi har sat eftermiddagen af til dit lægebesøg.”
Alle vidste, at lægen pr. definition havde travlt, men netop hos dem selv forventede de
at han havde god tid, og det var meget vigtigt at være bevidst herom.
Når mennesker deler bord, eventuelt blot madpakke, opstår der en form for
fællesskabsfølelse.

Ihukommende denne kendsgerning, men nok også fordi jeg altid selv var mere eller
mindre sulten, har jeg ofte taget imod spontane invitationer og ”delt frikadeller” med
gæstfrie patienter.
Det var tiden før den kommunalt udbyggede omsorg med hjemmehjælpere og
madudbringning til sengeliggende patienter, og derfor kunne man undertiden risikere
selv at blive aktiveret som hushjælp og kokkepige, hvis sult var et problem for den
sengeliggende patient.
At lave en portion havregrød kræver jo ej heller en trestjernet kokkeuddannelse.
Men bedst blev måltidet alligevel, hvis Lis hørte om problemet og sendte noget af
hendes egen gode mad.
Nej, det var bestemt ikke al ”læge” indsats, der stammede fra undervisningen på det
medicinske fakultet i Århus.
Her i kommunen var der to fastansatte og dygtige hjemmesygeplejersker, men ellers
var der ikke så megen hjælp at hente. Det ”enstrengede system” var ikke eksisterende.
Huslægen blev pålagt mange opgaver, også ting han ikke vidste så meget om. Men
traditionen bød, at sådan skulle det være. . .
Men det gik jo alligevel. Herom senere...

På en søndagsvagt havde jeg været hos en patient i Vinding. Det hele var lidt trist. Den
ældre dame havde tidligere levet en bedre og anden slags tilværelse. Udover den
aktuelle medicinske behandling, der ikke var speciel kompliceret, så var det lidt svært at
gøre yderligere for hende.
På et ndspunkt beskrev hun, hvordan en ønskefrokosti de gode gamle dage så ud, med
alverdens lækkerbiskner. Hun smilte glad, alt mens hun mindedes fordum herlighed.
Hjemme lykkedes det Lis at sammensætte en ret flot frokost med kyllingestykker, lune
frikadeller, sild, snaps, ost og andet godt. Lone tog med tilbage, dækkede bord med lys,
blomster og den gamle dames sølvtøj.
Konen blev simpelthen så glad. Det gjorde vi faktisk også.
Men sådan er det jo med den slags oplevelser.

Johannes' kone, Katrine var sygelig undseelig. Hun havde ingen gode tanker om sig
selv. Hun søgte ofte læge af samme grund.
Johannes var altid med hende i konsultationen. Han sad og rokkede frem og tilbage
med stokken under hagen og påhørte tålmodigt konens jeremiader. Han mumlede stille
hen for sig: "Ak ja, ak ja!". Alt imedens jamrede Katrine videre.
En tilfældig lørdag ved middagstid, hvor jeg kiggede ind, inviterede Katrine på frokost.
Hun blev glad, da jeg sagde ja tak, og så kan det nok være hun fik travlt med at hente
nylagte æg i hønsegården, friske grøntsager i urtegården og mad fra fadeburet.
Hun stegte og brasede, jonglerede med potter og pander.
Det blev en fantastisk frokost. Johannes og jeg undlod ikke at berømme hendes
madkunst i høje toner, og selv om hun beskedent protesterede, under klædelig
ansigtsrødmen, så vidste hun godt inderst inde, at den frokost var et mesterstykke.
Men denne dag var det hende, der havde ydet, og mig der skulle sige tak.
Jeg tror ikke det er forkert, når jeg siger, at det gjorde et eller andet rigtig godt ved
Katrine's og mit forhold.
I hvert fald var vi fra den dag mere ligeværdige.

Patienterne kunne være meget gavmilde; ofte blev det for meget og man måtte sige fra.
En ældre mand lavede vaser og askebægre af små mosaikker. Han ville ikke slippe mig,
før jeg havde sagt hvilket der var pænest, og det var virkelig svært at finde en, der var
pæn. jeg tog mig sammen og udpegede med besvær og for sjov et rædselsfuldt
monstrum af en vase.
”Tak, det biver lige 30 kr. ”, gnækkede han grinende og gned sig i hænderne.
En gang sagde jeg at nogle nyudklækkede kyllinger var vældig søde, og straks stod jeg
med tredive daggamle kyllinger til én krone stykket. Kyllingerne var ganske rigtig
vældig søde. De lå småpippende i en pæn papkasse, men nu havde jeg faktisk et
problem.
Det var medens vi boede i Overgaden.
Lis, der var vant til lidt af hvert, viste ikke tegn på overraskelse, ej heller da jeg fortalte,
at de første fjorten dage skulle kyllingerne have 25° varme. Det kunne vi kun tilbyde
dem inde på badeværelset. Senere aftrappedes deres varmekrav med fjorten dages
interval, og det endte da også med at de blev til udendørs kyllinger.
Da kyllingerne blev store, måtte vi gradvis reducere bestanden, og da vi ikke selv ville
spise vore venner, forærede vi dem grydeklare bort til rimeligt syge folk, der nok kunne
have gavn af en portion proteinrig hønsekødssuppe.
Disse transaktioner rygtedes åbenbart, for da jeg en dag overbragte en kone på Sellerup
Vang en sådan suppehøne, udbrød hun med angst i stemmen: ”Skal jeg nu dø.?”
Så holdt vi op med det og den sidst overlevende hane ved navn Onkel Joachim, fik lov
at leve videre til den afgik ved en naturlig død.
Man var De's med patienterne. Lægens kittelklædte autoritet var på godt og ondt en
kendsgerning, og den spillede ofte en betydningsfuld rolle i behandlingsforløbet.
Nogle patienter havde sikkert glæde af den alfaderlige skærmende facon, andre -
tænksomme og autoritetstvivlende mennesker - havde det ganske givet ikke.
Og hvad lægen angik, så stod han jo alene med usikkerheden efter afgivne løfter,
dommedagsprofetier og ”orakelsvar”.
Der skulle gå mange år før det hed: ”Hvad synes du selv?”
Det var revolutionerende og befriende, da patienterne fik mere medansvar og påtog sig
mere medbestemmelse.
Men jeg skal ikke undlade at konstatere, at jeg den dag i dag møder patienter, der
taknemmeligt erindrer trygheden ved en eller anden bastant orakeldom, udtalt for
mange år siden.
”Du sagde at ... og det passede lige på en prik !”
Jeg bliver flov, men trøster mig ved at ”fundamentalismen” tilsyneladende havde været
til trøst og hjælp, men også ved at det ofte må dreje sig om erindringsforskydning.
”Mundus vult decipi, ergo decipiatur”...

Medicineringen var dengang anderledes. Mange af de i dag anvendte potente midler
eksisterede ikke.
Digitalis, Thiorucil og Baldrian var daglige ordinationer. ”Én, to, tre” piller (phenemal
minores) ligeså. Serpasil var f.eks. et meget anvendt middel mod forhøjet blodtryk.
Sovemidler som Kloral og Pentymal, var stærke og farlige i hænderne på ”unge piger
med kærstesorg”.

Tablettae calcido eller ”Spuriae” var mere fredsommelige, undertiden endog
virksomme!
Som astmamidler anvendtes Novotrofedrin evt. Theofyllamin intravenøst.
Vi ordinerede en del ildesmagende medicin. Det kunne være ret komplicerede
opskrifter på hostesaft, styrkende medicin og andet. Dr. Sivertsens astmamedicin, Dr.
Gerdes kloakvand o.s.v. Det var recepter, vi havde arvet fra forgængerne og som
patienterne sværgede til, og absolut nu ikke ville give afkald på.
Jeg blev tidligt grebet af at anvende manipulationsbehandling. Overlæge Winge i Vejle
udbredte kendskabet til denne forkætrede kiropraktorbehandling.
Det var herligt, når en haltende og smerteplaget patient kunne springe rask ned fra
undersøgelseslejet.
Det var helt hokus pokus, og det kunne opmuntre ind imellem langvarige
behandlingsforløb.
Men der er en hage ved alting. jeg opdagede, at man virkelig skal passe på ikke at blive
glorificeret for noget, der ret beset kun er et godt håndværk. Jeg har det skidt med
”heltelæger”.
Når min indsats ikke slog til og indikationen i øvrigt var i orden, så henviste jeg
patienten til en dygtig og sober kiropraktor.
Siden blev det ”minipsykiatrien” _ samtalebehandlingen - der fangede mig.
Herom senere.
De kroniske psykiatriske patienter havde en svær tilværelse, deres pårørende ligeså. Der
var for lidt hjælp at få psyko-socialt og medikamentelt.
Adskillige kronisk somatisk syge fristede en kummerlig tilværelse, hjemme i ensomhed
eller på institutioner med mangel på gode oplevelser.
ja, der var problemer nok.
Tvangsindlæggelse af psykisk syge, der var farlige for dem selv eller deres opgivelser,
kunne blive et nødvendigt onde. I nuet et ondt og altid et voldsomt traumatiserende
indgreb, ikke mindst for den familie, som måtte være tvunget til at begære
indlæggelsen.
Jeg mindes disse bedende fortvivlende øjne; ulykkelige og forvildede mennesker, der
her og nu følte sig svigtede af deres kære - og af deres læge. Man glemmer det ikke.
Men for det meste drejede konsultationerne og sygebesøgene sig heldigvis kun om det
som vi professionelle kalder ”almindeligheder”.
En kone - fru W. - kom og spurgte på disse hersens nye såkaldte P-piller. jeg måtte
tilstå, at jeg ikke vidste nok om dem endnu, men jeg havde netop fået noget læsestof
desangående. jeg lovede at sætte mig ind i emnet til næste dag.
Hun fik altså ingen P-piller.
Samme nat vågnede hun op derhjemme i sengen med stærke smerte, og en bleg og
iskold arm. Det viste sig at hun havde fået en blodprop i højre arm.
Den hændelse kunne ganske nemt være kommet med i statistikken over alvorlig
bivirkning ved anvendelse af disse nye, såkaldte ”P-piller”.

En behandlingsresistent periarthrose kunne forsvinde som dug for solen efter en
enkelt røntgen-behandling !
Og sådan var der så meget.

Fødslerne fyldte en del.
Der var ca. halvtreds hjemmefødsler om året. I de første par år var det den aldrende
Bøgh-Larsen, der var byens jordemor. Hun boede for foden af Kirkebakken, og min
aftentur lagde jeg gerne forbi hendes hus, thi ved siden af døren var der en oplyst tavle,
og hvis der på den stod, at nu var jordemoderen taget ud til Jens Nielsen hans kone på
Smidstrup mark, så vidste jeg at der forestod en søvnfattig nat.

jeg mindes to fødsler i snestorm, - begge uden jordemor. Den ene fødsel var gået i
gang ret længe før terminen. jeg nåede ud til patienten inden sneen lukkede vejen. Det
lykkedes ikke for jordemoderen.
Fødslen forløb hurtigt og tilsyneladende let, men resultatet blev desværre en meget lille
mørkeblå skindød pige i ”sejrsskjorte”.
jeg troede ikke hun var levedygtig.
Ud på aftenen blev vejen ryddet, og der kom en ambulance. Det stormede, det var
hundekoldt.
Ved Munkebjerg kørte vi fast.
Den nyfødte lå i den uopvarmede bil under tæppet på mors mave. jeg tvivlede på at
hun klarede det.
Vi lagde hænderne over den lille klump og forsøgte på den måde at give hende lidt
ekstra varme.
Barnet klarede sig. Hun udviklede sig til at blive en rask og yndig lyshåret pige. I dag en
køn og dejlig kone.
Jeg bliver glad hver gang jeg møder hende. Der er megen glæde forbundet med sådan
en oplevelse.
Og forleden mødte jeg så moderen i Brugsen, hvor hun fortalte at datteren nu selv
havde tre børn. Var frue på en sjællandsk herregård og havde netop været inviteret til
Kronprinseparrets bryllup.
Men så dramatisk forløb fødslerne heldigvis sjældent.

Hyggeligt var det med fødslerne.
Den nervøse, vordende far blev sat til at koge vand i spandevis. Så var han beskæftiget.
Og når spænding og travlhed havde lagt sig og når den lille nye lå i mors arme, ja, så
var alt fryd og gammen. Alle glade og lettede, samhørigheden til stede. Den ferme og
helt uundværlige bedstemor bryggede kaffe ”der ville noget” - og snakken gik.
Erindringen om at vi sammen havde haft en stor og god oplevelse, varede stedse ved
som et godt minde: ”Kan du så huske....”~ "-"Ja og kan du så huske... ”.
Selv nu ti år efter min afgang som læge, kan jeg stadig modtage breve med erindring
om en dejlig tid med fælles glæder.
Eller vi mødes på gaden: ”Nu er det snart fyrre år siden, jeg blev født".
Så fortæller de noget, deres mor har fortalt om den store dag, da de kom til verden og
jeg kan ofte supplere og fortælle noget, som mor har glemt.

Jeg havde ikke radiotelefon i bilen de første mange år. Siden fik vi en sender installeret
derhjemme og en lang antenne på hustaget, samt en modtager i bilen. Antennen har nu
siddet på taget i 30 år, og når det blæser klirrer det i antennen og i det halve hus.
Man kan vælge at lade sig irritere af det klirreri Man kan også slå sig til tåls med at vide
det er blæsevejr, samt glæde sig over at man for længst har lagt arbejdet bort og at
radioen ikke længere har nogen magt over ens gøren og laden.
Den strategi har jeg så valgt, og derfor lader jeg antennen klirre videre.
- og det er nu i grunden slet ikke så galt!
Senderen kunne række ca. tyve km. Det var en stor lettelse at have kontakt med Lis
derhjemme. Hun kunne sende mig på hastebesøg, putte nye sygebesøg ind på ruten,
ringe til apoteket eller efter ambulance, hvis det var helt galt. Da hun samtidig passede
konsultationens ”ringedør” og prioriteringen af de patienter, der skulle komme eller
som eventuelt kunne visiteres til en senere opringning, ja, så havde hun nok at se til.
Når hun så desforuden havde hus og fire børn og en mand, der forventede at spise
varm mad, når han lige kom forbi ”om ca. 10 minutter - eller halvanden time”, så må
jeg erkende, at det var et fuldtids job hun bestred.

                            

Lis ofrede sin uddannelse som sygeplejerske på alteret som ”medhjælpende hustru”. Et
ulønnet job, men en helt uundværlig indsats for driften af en landlægepraksis.
Mon jeg fik sagt ordentlig tak? - Næppe!
Før jeg kørte på sygebesøg, afleverede jeg en liste over ruten, og i påkommende tilfælde
måtte Lis så gætte, hvor langt jeg var kommen på ruten.
Kunne hun ikke lige finde et telefonnummer, så var fru Sørensen på telefoncentralen
hjælpsom og ret skrap til at finde mig på naboens telefon. (Til daglig var fru Sørensen
bare skrap).
”Tag det roligt lille fru Stjernholm. Doktoren har lige været hos Smedens, og han er nu på vej til Smidstrup. Slap De nu
bare af! Jeg skal nok finde ham!"
Jo, lægens familie var integreret i arbejdet.
Jeg tog jævnligt patienter med hjem i haven, når jeg ikke vidste noget bedre.

En havevandring er faktisk også en rigtig god behandling; et lille pust bort fra
dagligdagens trivialiteter og mismod. Symptomerne gled ofte lidt i baggrunden og
formindskedes.

Senere kunne man aflægge en genvisit og selv komme som gæst.
Ret ofte endte patienten inde hos Lis, når jeg gik tilbage i konsultationen.
Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at der var flere der slet ikke lagde skjul på,
at de foretrak den lige vej til kaffen og hyggen hos Lis, frem for omvejen over
lægehuset.
Farbror Svend, værkfører Hansen, Karla, skomager Skov, frk. Nielsen, Elna Richardy,
faster Thea er blot et lille udvalg af hendes trofaste fan skare.

Frederiksen forlod, syg og dårlig af en lungecancer, lægehuset i 1987. Og samme dag
fortalte vores unge kronprins: dr. Kristensen, at han nu rejste til Århus, hvor han
gennem syv år havde afventet at en praksis blev ledig.
Jeg kom ikke til at stå alene, men fik gode unge kolleger: Erik, Marit og senere Jan.
Jan overtog gradvis mit arbejde, for i 1996 helt at afløse mig.

I konsultationen havde vi et trygt, dejligt og inspirerende arbejdsklima.
Samvittighedsfuldt kvalitetsarbejde.
Jeg bliver glad, når jeg den dag i dag hører kolleger og personale rosende omtalt.
”Dem har jeg arbejdet sammen med en gang”, tænker jeg så.

I mange år passede fru Nørgård (Inger) alene alle de ikke lægelige funktioner. Udover
patientmodtagelse - og en god beroligende snak, skulle hun tage EKG, passe
laboratoriet, hjælpe til med bandagering, øreskylning, oplægning af spiral, alt medens
telefonerne kimede. Utrolig at hun overkom det. I dag arbejder i lægehuset fire-fem
læger, to sekretærer og to sygeplejersker.

            

Meget har jeg lært på de små blandede sygehuse, Odder og Gram, hvor man skulle
arbejde med ”det hele”.
Læretiden hos min far var ikke den ringeste. Vores næsten daglige samtaler om stort og
småt, skønnede jeg meget på, og det samme ved jeg at han gjorde.
Videreuddannelse var tidskrævende. I en årrække var arbejdsugen på omkring
hundrede timer, aftenkurser, weekendkurser og centraliserede kurser iberegnet.

                                                
Både tekst og illustrationer af Hans J. Stjernholm


                                                         ---- o -----