Rejsebud – et nedlagt erhverv


Bodil Højlund
Rejsebud i Børkop gennem 27 år

Det må have været godt for helbredet at være rejsebud. Masser af motion og frisk luft dagen lang. I hvert fald var Johannes Hansen, rejsebud i Børkop fra 1921 til 1948, i stand til at give et interview kort før sin 104 års fødselsdag i 1983, hvor han bl.a. omtaler sit arbejde som rejsebud. Arbejdet bestod i at møde op på Børkop Station ved første togafgang om morgen med en liste over ærinder, han skulle foretage for folk i de nærmeste byer: Vejle og Fredericia. Ærindet kunne være at indlevere en dødsannonce til Vejle Amts Folkeblad, at købe en rulle sytråd af en bestemt farve til gamle fru Sørensen, at lave en bankforretning for købmanden, købe en hat til boghandleren eller hente noget medicin på apoteket – kort sagt alle de ærinder vi nu om dage lige starter bilen for at besørge selv.

Johannes Hansens transportmiddel var – foruden toget – 3 cykler: en i Vejle, en i Børkop og en i Fredericia. Det var lange arbejdsdage. Hansen kom hjem med toget fra en af byerne ved 19-20 tiden. Derefter skulle varerne bringes ud til kunderne og næste dags indkøb tilrettelægges. For hvert udført ærinde fik Johannes Hansen 25 øre, men var der tale om f.eks. et fejlkøb, måtte han se at få varen byttet uden ekstra beregning.

Rejsebud Johannes Hansen, Børkop Johannes Hansen var rejsebud i Børkop fra 1921 til 1948. Billedet er taget i forbindelse med et interview kort før Hansens 104 års fødselsdag i 1983