En bølge af tyske flygtninge
I takt med De Røde Hærs fremrykning på Østfronten i 2. verdenskrigs sidste dage opstod der en bølge af tyske flygtninge fra de østlige dele af Hitlers 3. Rige. I vinterens kulde strømmede de mod vest til fods og med hestevogn. Når de nåede havnebyerne ved Østersøen, blev de indskibet i alskens slags skibe, der så dampede vestpå med idelig risiko for angreb fra fjendens krigsskibe og fly. En pæn del af flygtningene nåede frem til Danmark, ja selv efter tyskernes kapitulation den 4. maj fortsatte flygtningetransporterne et par dage. Den 5. maj var Fredericia banegård således fyldt med tyske transporter i en sådan grad, at der nærmest herskede kaos på den store station.

Flygtningetoget
Situationen blev ikke bedre af, at jernbanesabotagen fortsatte helt frem til befrielsesdagen, og torsdag morgen den 3. maj strandede et stort tog i Børkop. Det bestod af ældre tyske kupe- og passagervogne og var fyldt med forhutlede tyske kvinder og børn samt nogle ældre mænd. Flygtningene benyttede opholdet på landstationen til at forlade toget for at vaske sig i små vandfade.

Nabohjælp
Naboerne til stationsområdet fik snart at mærke, at det ikke var helt almindelige rejsende, der havde gjort ophold i Børkop. En af naboerne har fortalt, at hun inden længe fik besøg af et par tyske kvinder, der bad om lidt brød, da de var sultne. De fik nogle skiver brød og lidt smør samt noget mælk. Kort efter kom en anden kvinde og spurgte, om ikke hun måtte få varmet mælken på komfuret, da hun skulle bruge den til nogle småbørn. Kvinden havde mælken i en kande, men den lugtede væmmeligt, da den blev varmet, eftersom den næppe havde været skoldet i mange dage. Ved middagstid kom et tysk feltkøkken med gule ærter, men flygtningene skulle selv stille med skåle. Så fik banens nabo igen besøg, og nu ville man gerne låne en skål. De fik et stort vandfad, men de gule ærter dækkede kun lige bunden af fadet, og det var til tre personer. Da fadet blev leveret tilbage, blev det skoldet godt og grundigt.

Manden fra Danzig
Om aftenen bankede en af de mandlige flygtninge på hos naboens. Han ville gerne låne en blikkande til at koge kartofler i, men han nåede også at fortælle familiens historie. Han havde været ansat ved de tyske statsbaner i Danzig, ja, han havde stadig sine uniformsbukser på. Da den russiske hær nærmede sig, blev familien meget modstræbende drevet ud af huset af tyske SS – tropper og sendt ned til havnen, hvor familien ( fader, moder og fem børn ) blev indskibet til Warnemünde. Her blev de flyttet over i det tog, der nu holdt i Børkop, og toget havde været deres hjem i ni døgn. De havde måttet sove på de hårde træbænke i kupeerne, hvor ruderne tilmed var slået ud, så det havde været en kold oplevelse.
Om aftenen viste engelske fly interesse for toget, og to af jagerne fløj så lavt ned over banen, at børnene på stationsområdet skreg. Englænderne lod dog toget være i fred, og tidligt næste morgen listede det videre nordpå og efterlod en på alle måder tilsvinet station. Banens folk fik travlt med at skovle flygtningenes efterladenskaber op i vogne og køre det væk.
Om aftenen kom så endelig fredsbudskabet fra London, og freden sænkede sig over Børkop by og station.

Kilder:
Børkop Lokalhistoriske Arkiv.
Årsskrift for Gauerslund, Gårslev, Skærup og Smidstrup Sogne. 2010.