”En
eftermiddag
fik
jeg
besked
om
at
samle
en
gruppe
og
sende
den
til
Viuf
for
at
sprænge
nogle
telefonledninger.”
Det
er
planteskoleejer
Emanuel
Johansen,
der
fortæller
om
sin
tid
som
modstandsmand
under
den
tyske
besættelse
af
Danmark
1940-45.
”Jeg
gav
gruppen
ordre
til
at
ringe
mig
op,
så
snart
de
havde
udført
opgaven,
men
jeg
hørte
aldrig
fra
dem.
Nå,
så
måtte
jeg
jo
sende
en
anden
gruppe,
så
jeg
cyklede
til
Brejning
for
at
få
fat
på
nogen.
Men
ud
for
Peter
Bjerres
gård
blev
jeg
stoppet
af
tyske
soldater.
Jeg
havde
både
en
pistol
og
en
notesbog
med
navne
i
lommen,
så
det
smed
jeg
ind
i
hegnet.
Jeg
fik
så
hænderne
bundet
på
ryggen
og
blev
sat
op
på
sådan
en
slags
prærievogn.
Der
var
en
vagt
med
maskinpistol
og
en
anden
med
gevær.
I
Pjedsted
fik
vi
to
andre
fanger
med.
Jeg
kunne
forstå,
at
vi
skulle
til
Kolding
over
Taulov.
I
Torp,
lige
før
Taulov,
slår
vejen
et
skarpt
sving
lige
der,
hvor
der
er
en
lille
skov.
Her
hopper
jeg
af,
tænkte
jeg.
Og
som
tænkt
så
gjort.
Tyskerne
fulgte
ikke
efter
mig.
De
havde
jo
de
andre
fanger
at
passe
på.
De
nøjedes
med
at
skyde,
men
jeg
løb
i
zigzag
og
undgik
at
blive
ramt.
Jeg
boede
i
den
skov
i
nogle
dage.
Sulten
holdt
jeg
fra
døren
ved
at
spise
roer
fra
en
nærliggende
kule.
Lidt
læ
og
varme
fik
jeg
ved
at
bygge
en
hytte.
Det
var
i
januar
måned,
så
det
var
en
kold
oplevelse.
Efter
nogle
dage
gik
jeg
hjem
og i
de
næste
par
måneder
gik
jeg
under
jorden.”
