Texas Tex og kvien fra
Skærup Østergaard En forårsdag omkring 1910 blev
en kvie fra Skærup Østergård
midtpunkt i et tilløbsstykke for
flere sogne i omegnen.
Kvien var om efteråret brudt ud
af fælleden og havde strejfet
rundt i flere sogne hele
vinteren. Den var blevet så
vild, at det var umuligt at
fange den. Nu var det sådan, at
et cirkus det år havde
overvintret i Vejle. En
mexicaner, kaldet Texas Tex, var
tilknyttet dette cirkus, og en
dag meldte han sig på Skærup
Østergård og tilbød at fange
kvien med lasso. Nu var det så
heldigt, at kvien dagen før var
set i Skærup skov. Hurtigt
rygtedes det over hele egnen, at
kvien skulle fanges ind i bedste
wild-west stil, og hundredvis af
mennesker samledes for være
vidner til begivenheden. Så
ankom Texas Tex med en ekstra
mand og et par heste. Der blev
spredt en kæde af børn og voksne
gennemskoven, og så langt
tilbage, at de var sikre på at
være bag kvien, og det lykkedes
også. Pludselig blev der uro i
skoven. Der blev råbt her og
der, og i det samme kom kvien
tværs gennem haven til Skærup
Lund med Texas Tex’s medhjælper
lige bagefter. De fortsatte
udenfor haven, hvor der stod
nogle kornlæs, som de susede
rundt om, og her kastede han
lassoen, men forfejlede kastet.
Kvien fortsatte ud på åben mark,
men ganske få sekunder efter var
dens frihed slut, manden havde
en ekstra lasso med, og den
glippede ikke. Samtidig med at
lassoen faldt ned over kvien,
standsede hesten med et ryk, så
benene stak dybt ned i jorden,
og rytteren sprang af og kastede
sig over hovedet på kvien og
holdt den der, til Texas Tex kom
til og lagde nogle solide reb på
den. To stærke karle skulle så
trække kvien hjem, men de kom
ikke ret langt, før den stak af
med dem. Texas Tex tilbød så for
et stykke smørrebrød at bringe
kvien hjem, og sådan blev det.
Fortalt af Hans Nielsen
Hviid. Fra ”Historier og Minder
fra Skærup Østergaard”, Vejle
Amts Årbog 1975