Dengang Munkebjerg hotel ikke fik sin svævebane

Der har gennem tiden været mange transportformer i brug, når gæster og bagage skulle op til Hotel Munkebjerg. Fjordbåde, tog, rullende trappe, ja selv et æsel har været sat ind i trafikken.
Et af de mere spektakulære projekter var imidlertid en plan, der dukkede op i midten af 1950’erne, nemlig en svævebane fra Ibæk Strand til et plateau vest for hotellet.
I september 1959 var Vejle Amts Avis ude med de helt store overskrifter, da projektet dukkede op igen. Svævebanen skulle være 800 meter lang og stige 100 meter ophængt i 7 til 8 høje stålmaster.

Banen skulle trafikeres af små tomands kabiner, og kapaciteten skulle være 600 passagerer i timen op og ned. Vidunderet ville koste ca. 1,2 millioner kroner, og der var allerede skaffet 150.000 kroner til veje via lokale bidrag. Dertil skulle der tegnes aktier for mindst 350.000 kroner, og for at få vejlenserne med på ideen blev der i oktober udsendt 14.000 brochurer for at sætte skub i aktietegningen. Men da aktietegningen sluttede den 17.oktober manglede der stadig en kvart million kroner. Kun 80 – 90 lokale havde tegnet sig for aktier for tilsammen 110.000 til 115.000 kroner, og det var for lidt.

Projektet var på vej til at strande til stor skuffelse for bl.a. turistfolket, men håbet vendte tilbage, da en udenbys viste interesse for sagen. Den 23. november blev der holdt generalforsamling i svævebaneselskabet med en del indlæg om det enestående i projektet samt løfter om flere penge fra lokale borgere.

En ny generalforsamling den 7. december gav fornyet håb, dels fordi det var kommet frem, at banen kunne bygges billigere end først antaget, dels fordi en i Nyborg indesneet københavnsk forretningsmand, der repræsenterede et svejtsisk svævebanefirma, ringede og fortalte, at han og firmaet ville købe aktier for 50.000 kroner. De lyse udsigter fortsatte i 1960, hvor Vejle fik besøg af fabrikant Habeger fra Thun i Schweitz for at forhandle med folkene bag svævebaneselskabet. Borgmester Willy Sørensen var også med, og efter mødet så han meget optimistisk på det videre forløb.

I februar var aftalen med schweitzerne ved at være i hus. Banen ville nu kun koste 800.000 kroner at anlægge, men fredningsmyndighederne satte sig imod projektet, bl.a. fordi der skulle gives dispensation fra strandbyggelinien. Det fik man ikke, og selv om vejlenserne bragte sagen helt til tops ved at skrive til landets statsminister for at få dispensation, måtte man efter statsministerens klare nej erkende, at der næppe kom en svævebane ved Munkebjerg.
Den gamle rullende trappe måtte således fortsætte sit virke på skråningen op til hotellet uden udsigt til svævende kabiner over trætoppene.