Børnenes vel
Vigand Rasmussen
Da Hvidbjerg- Høll området i tiden
omkring 1. verdenskrig begyndte at
tiltrække feriegæster eller
lystrejsende, var der folk, som mente,
at der burde være traktørsteder.
En af dem var Theodor O. Folmer fra
Hølsgaarde Kro. Han købte i 1914 et
stykke jord på Hvidbjerg Fladstrand. Her
skulle opføres en afholdsrestaurant, så
han søgte og fik bevilling til
”Beværtning uden Udskænkning af stærke
Drikke fra en Pavillon…”
Bevillingen kom den 23. juli 1914, og
et par år senere byggede han pavillonen.
Folmer satte en bestyrer på, men trods
det at der både var bygget restauration
og rejsestald, så gik bestyreren fallit,
og hans ting blev solgt ved en auktion.
Der vides ikke meget om årene
herefter, men i 1923 købte selskabet
’Børnenes Vel’ i Vejle afholdshotellet
og indrettede det som feriekoloni for
Vejle – børn, der på grund af sygdom,
fattigdom eller andet trængte til at
komme en tur ud i den friske luft og
blive fodret godt af.
Lærer H. P. Dons fra Nyboesgades
Skole var bestyrer frem til 1939, og her
er lidt om dagligdagen i Dons’ tid:
Kl. 7 blev børnene vækket.
Kl. 8 var der morgenmad med havregrød og
en kop sødmælk. Derefter en kop kaffe og
en skive sigtebrød. Så fulgte
formiddagens arbejdsopgaver i form af
opvask, kartoffelskrælning, rengøring og
hentning af brændsel.
Så var der tid til leg til kl. 10, hvor
undervisningen begyndte.
Kl. 12. Middagsmad, som bestod af kød
eller fisk med kartofler og sovs.
Derefter søbemad ad libitum i form af
sødsuppe og/eller kærnemælksvælling.
Efter indtagelsen af det solide
måltid var der 45 minutters tvungen
hvile.
Kl. 15 fik man en kop kakao med en
skive brød.
Kl. 18 var der aftensmad med rugbrød
med pålæg plus en skive franskbrød og en
kop te. Dertil kom, hvad man ville have
af rugbrød med fedt.
Så blev der spillet rundbold, inden
det var sengetid kl. 20.30.
Her en række billeder fotograferet af
Olaf Aastrup, lærer på Nyboesgades
Skole.
Øverste foto viser lærerinde Metha
Petersen undervise i 1936.
Udkig fra klitten og t.h. undervisning ude ved Høll. Lærer er også her Metha. 1936.
Landmålerøvelser på Klitten, ant. 1936.
Flaget hejses. Med ryggen til står
lærer Olaf Aastrup.
Fra 1965 var det Dons’ senere kollega
fra Nyboesgades Skole, Erik Møgeltoft
Poulsen, der stod i spidsen for Børnenes
Vel. Små 20 år senere var bygningen og
dens indretning ved at være slidt ned,
hvilket Poulsen i skriftlig form
fortalte socialforvaltningen i 1974, dog
uden at få svar. Fire år efter var der
stadig intet sket, hvorefter Vejle Amts
Folkeblad i skikkelse af journalist Jens
Ancker gik ind i sagen og besøgte
feriekolonien. Det gav genlyd – helt
over til Aktuelt i København. Så blev
politikerne i Vejle vrede, men faldt ned
igen, da amtslægen gav Poulsen ret.
Derefter blev forholdene forbedrede –
til Poulsens glæde.
Børnenes Vel eksisterer stadig i bedste
velgående, og ligger på Folmersvej 13,
Matr 39k.
|