velling skole


Metha Lange
 
Før Velling skole blev bygget gik børnene fra området i skole i Skærup, Pjedsted, Smidstrup og Klattrup.
Skolen blev taget i brug 16. juli 1902, og dens første lærer var Anders Christian Andersen, født 12. februar 1880 i Nimtofte. 
Han blev her kun til 1905. 
Hans afløser blev Mads Hansen Brems, født i Herslev 29. oktober 1877. Brems var ugift og havde sin 2 år yngre søster Kirstine som husholderske i starten. 
Han giftede sig 26. juli 1907 med Karen Dorthea Kring, født 27. marts 1885 i Store Velling. 
De flyttede herfra året efter brylluppet. 
Som ny lærer kom så i 1908 Christen Christensen, født 9. oktober 1859 i Tolstrup i Hjørring amt. Han var gift med Ane Marie Christensen, født 28. december 1860. Da han blev pensioneret i 1931, flyttede familien til et nybygget hus på Kringsvej. Her døde han 1. juli 1935. 
Den næste - og sidste - lærer i Ll. Velling blev Carl Johan Franck, der kom hertil fra en stilling i Bjerregrav. Han var født 26. marts 1906 og var gift med Anna Elisabeth Lund Boesen, født 18. juni 1909. 
Da skolen blev nedlagt i 1959, efter at centralskolen i Smidstrup var bygget, flyttede Franck med dertil, hvor han fra 1962 blev viceskoleinspektør. Han blev pensioneret i 1972. - Franck døde 20. august 1980 og hans kone 14. marts 1988.
(Uddrag af Smidstrup bogen samlet af Preben Mikkelsen.1997)