Dansk jul og nytår …. hvor kommer traditionerne fra? Bodil Højlund

Tegningen er udført af Elmann

Tradition betyder overlevering. Traditioner er noget, der bliver overleveret fra en generation til den næste. En familie, en slægt, en egn, en landsdel får gennem tiden en særlig måde at fejre begivenheder på.

Det lille barn får tidligt fornemmelse for den helt særlige stemning og højtidelighed, der er forbundet med en fødselsdagsfejring eller årstidens fester. Når barnet har fået festens forskellige elementer ind under huden kommer det til at betyde kolossalt meget for det menneske, at festen fejres på netop den måde, som det er blevet vant til. Det giver mennesket identitet og forbinder det med slægten og egnen. Derfor har vi traditioner med så lange rødder, at de går tilbage til forhistorisk tid.

Det gælder også en del af de traditioner vi har omkring fejringen af jul og nytår. Som tegningen antyder, så er der i hvert fald 4 rødder til vores juletraditioner. Nogle går dybere end andre.
Lad os tage dem i rækkefølge efter dybde:

1. Den oldnordiske jul
Siden oldtiden har julen været den største årstidsfest i Norden. Hvorfor mon?
Det er svært at sætte sig ind i andre menneskers tankegang, ikke mindst når de har levet for hundreder, ja tusinder år siden. Hvis man prøver, må man i hvert fald først forsøge at sætte sig ind i deres livsvilkår.

Allerførst må vi prøve at forestille os, hvordan vintertiden blev oplevet af den tids mennesker. Midvinteren var først og fremmest mørk i en grad, vi ikke rigtig kan forstå i dag, hvor alle huse er oplyst af elektrisk lys, hvor der er gadebelysning i de mindste landsbyer og hvor den nærmeste større by oplyser himlen. Langt op i middelalderen var den eneste lyskilde ildstedet, der brændte midt på gulvet. Tællelys og lamper var forbeholdt de velhavende. Når ikke lige månen skinnede, så var der mørkt i midvinternætterne. Skrækindjagende, rædselsvækkende mørkt, og så fik angsten for de fremmede mørkets magter rigtig tag i mennesker.

Det var ikke kun mørket, der var skræmmende om vinteren. Det, der var det store problem for mennesker her mod nord helt frem til midten af 1800-tallet var om de overhovedet kom levende igennem den mørke og kolde tid, om høsten og avlen havde været så god, at der var nok mad til alle hen over vinteren. Hvis høsten slog fejl eller dyrene døde havde man simpelthen ikke mulighed for at skaffe sig føden.

Det er ikke så mærkeligt, at mennesker dengang ventede med længsel på, at dagene skulle blive længere. I oldtiden kunne man jo ikke præcist måle, hvornår det skete. Man fejrede solens komme på et tidspunkt, hvor det var klart for enhver at dagene var blevet længere. I Danmark har det været omkring begyndelsen af februar. På det tidspunkt har man fejret jul. Det er uklart hvad ordet betyder, men der er ingen tvivl om, at solhvervet var det vigtigste vendepunkt i løbet af året.

Nu til dags kan vi let komme til at betragte naturen som noget vi kan beherske og udnytte – fordi vi tilsyneladende kan. Før i tiden oplevede mennesker en større afhængighed af og forbundenhed med naturen. Naturen blev opfattet som noget, der havde sin egen vilje. Naturen kæmpede, den sejrede eller bukkede under, og menneskene måtte hjælpe til, så naturen kunne fortsætte sit kredsløb. Alt hvad man foretog sig på disse dage havde betydning for, hvordan det kommende år ville blive. Først og fremmest skulle man spise og drikke rigeligt som en slags besværgelse af, at man ikke ville komme til at mangle noget i det kommende år.

Vi har gennem generationer fået overleveret forskellige traditioner for, hvad det er vigtigt at foretage sig ved årets væsentligste vendepunkt. Men hvilken tænkning knytter sig til de forskellige handlinger? Det har der blandt folkemindeforskere været en del uenighed om.
Er der tale om dødekult, solhvervsfest eller månedyrkelse? Der kan være tale om alle tre aspekter hen over tid, for vi har traditioner, som peger i alle tre retninger og som har været alment kendt helt op i forrige århundrede og måske er det endnu i en udvandet form.

 

2. Romersk før-kristent nytår
Når vi har en romersk rod til vores juletraditioner hænger det sammen med, at vi fik kristendommen sydfra, fra Italien via Tyskland (og England). Vi fik ikke alene kristendommen men også de skikke og traditioner, som kirken måtte acceptere hos de folkeslag, der blev kristnet hele vejen op gennem Europa. De gamle traditioner var det ikke muligt at komme til livs, men kirken kunne søge at give dem et indhold, der var nogenlunde foreneligt med den kristne tro. Det var ikke nemt.

Ligesom i Norden fejredes begyndelsen til den nye vækstsæson med fester for frugtbarhed. I Rom var det centreret omkring saturnalierne, fester til ære for frugtbarhedsguden Saturn. Festernes motto var: jo galere jo bedre. Om saturnaliefesterne siges det: december var svanger med megen vin og fuld af latter og spøg og kåd skæmt. Man drak og spiste sig fra sans og samling, sikkert af samme grund som i Norden: håbet om rigelighed i det kommende år.
Den vigtigste festdag i saturnalierne var d. 25. december, den dag hvor man fejrede kejserens fødseldag. Også 1. januar var vigtig. Den dag blev konsulerne udnævnt til deres embeder i hele det udstrakte romerrige og det blev fejret ved, at konsulerne gav gaver til ”forretningsforbindelserne”.

Typisk for festerne var det også, at der blev vendt op og ned på det hele: tjenerne blev til herrer og herrerne til tjenere – for en dag. For en gang skyld var det tilladt at lave grin med myndigheder og autoriteter. Den ide var man meget modtagelige for i hele Europa op gennem middelalderen. Der var jo tale om meget autoritære samfund, og det har nok været i autoriteternes egen interesse at lette lidt på låget en gang imellem, så samfundets trykkoger ikke skulle eksplodere.


3. Jul med kristent indhold – med før-kristne traditioner
Da den kristne kirke efter nogle hundrede års forfølgelse i år 325 e. Kr. blev ophøjet til statsreligion af kejser Konstantin måtte de ledende teologer til at forholde sig til, hvordan man som kristen skulle agere i de folkelige fester. Helst ville man forbyde deltagelse i festerne. Kirkefaderen Augustin (354-430) sagde i en nytårsprædiken: ”Skil jer dog ud fra hedningerne, gør det modsatte af det de gør. De giver hinanden gaver, giv I derfor almisse. De synger verdslige sange, læs I derfor Guds ord. De løber til skuespil, gå I derfor i kirke. De beruser sig, I derimod skal faste”.

Men fest med gamle traditioner er ikke sådan at afskaffe. Derfor begyndte kirken at lægge et kristent indhold ind i den gamle frugbarhedskult. Påske og pinse havde man fejret siden de første kristne menigheder opstod, men Jesu fødsel havde man aldrig tidligere overvejet at fejre. Nu besluttede man sig for at gøre det i forbindelse med de særdeles populære saturnalier, folkefester som enhver kunne forstå. Jesu fødsel bliver altså fra 354 e. Kr. fejret d. 25. december.

De fleste af de juletraditioner vi kender i dag og de som var udbredt i landbrugskulturer overalt i Europa op til forrige århundrede har alle rod i gamle frugtbarhedsreligioner.

De eneste kristne traditioner ved juletid i Danmark er derfor den meget udbredte kirkegang juleaften (tidligere juledag) og salmesangen. For traditionens overlevelse er det vigtigt, at barnet får den ind under huden. Lyt til salmesangen juleaften i kirken. Når vi kommer til ”Et barn er født i Betlehem”, så kan enhver 2-årig skråle med på omkvædet. ”Halleluja, halleluja”. Det er vigtigt for kirken, at der altid er 2-årige der kan det.
                                                                --- o ---